Børnefattigdommen i Fredericia Kommune stiger

Næsten syv procent af børn under 18 år i kommunen lever under fattigdomsgrænsen. Tiltag udenom jobcentrene kan være en del af løsningen.

Af Jacob Zaulich

Fredericia Kommune ligger over landsplan i antallet af fattige børn. I Fredericia er det nemlig 6,7 procent af kommunens børn, der lever under fattigdomsgrænsen, hvilket er to procentpoint over landsgennemsnittet. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Selvom der på landsplan er blevet færre fattige børn, så er Fredericia Kommune en af de 20 kommuner i Danmark, hvor børnefattigdommen er steget fra 2020-2021, viser de nye tal fra undersøgelsen.

I Fredericia Kommune er der 670 børn, der lever under fattigdomsgrænsen. Det er stærkt bekymrende, hvis man spørger Kirsten Hassing Nielsen, der sidder i byrådet for Det Konservative Folkeparti.

Pressefoto. Kirsten Hassing Nielsen (C) er uddannet jurist, men er i dag leder i Aarhus Retshjælp.

Tidligere strategier for udsatte har ikke virket på børnefattigdommen

Ifølge Kirsten Hassing Nielsen (C) er den stigende børnefattigdom ikke et problem, kommunen kan løse alene. Hun peger på, at civilsamfundet skal mere i spil gennem foreninger som Mødrehjælpen og Red Barnet.

”De har kendskab til nogle metoder og familier, som kommunen ikke nødvendigvis har. Vi skal sætte os sammen og få en dialog om, hvordan vi kan samarbejde bedst muligt om det her,” siger hun.

Den nuværende strategi for at komme udsatte grupper til livs har ikke haft et særligt fokus på børnefattigdom.

”Jeg er nysgerrig på, om vi skal udvide den her strategi, så den også omfatter børnefattigdom.  Børn, der lever under fattigdomsgrænsen, er jo et resultat af forældrenes indtægt. Vi skal derfor tænke mere ind i både beskæftigelsesområdet og sociale indsatser,” siger Kirsten Hassing Nielsen (C).

En løsning udenom jobcentrene

Kirsten Hassing Nielsen (C) påpeger, at man skal justere indsatsen og lade sig inspirere af eksisterende tiltag i kommunen.

”Vi ved fra nogle tiltag i Korskærparken, som er et område, hvor der er en del udsatte og kontanthjælpsmodtagere, at deres indsatser virker. De gør noget andet end det, man gør på jobcentrene,” siger Kirsten Hassing Nielsen (C).