Fredericia bruger flere penge på børn og unge, men sparer på tilskud til private dagtilbud

Byens børn og unge er et hovedfokus for forligspartierne. Derfor har de øget budgettet til børne- og skoleudvalget. Pengene er brugt på skoletilbud, men der bliver sparet på næsten samtlige punkter for private pasningstilbud.

Af Christoffer Løntoft Baun

Byens børn og unge er et hovedfokus, det skriver Fredericia på deres hjemmeside. Hertil følger de op med et budget for 2023, som samlet set viser en øget investering i de kommende generationer. Det er dog ikke alle i kommunen, som får glæde af de ekstra midler. Dagplejen, hjemmepasning og private institutioner har fået skåret i deres tilskud.

”Det er jo ikke det samme som at sige at, de børn, der går i en privat institution, ikke får det, de skal have,” fortæller Susanne Eilersen(O) fra Fredericias økonomi- og erhvervsudvalg

Susanne Eilersen henviser til, at besparelserne er udarbejdet af forvaltningen, og at hensigten er at frigive midler til mere specifikke områder. Et af de områder omtales som mellemformer og handler om inklusion af børn med specielle behov.

Fredericias skoletilbud møder også en del udfordringer, som kan være grunden til det økonomiske tiltag. Tidligere på ugen skrev 7000Nyheder om, at en relativ stor del af Fredericias 9. klasser ikke gennemfører, eller ender med et karaktergennemsnit på under 02. Det kan du læse mere om her.