Sammenholdet fortsætter trods færre indbrud 

Anette Nørholt viser stolt sit Nabohjælpklistermærke frem

En bølge af indbrud har hærget Skærbæk. På appen Nabohjælp har der dog ikke været anmeldt nogle hændelser den seneste uge. Trods færre indbrud er lokalbefolkningen sikker på, at det styrkede sammenhold, som indbruddene skabte, vil bestå.

Af Karoline Rosenkrantz Paasch

Indbrudskurven er endelig knækket. Sammenholdet vil dog stadig fortsætte, mener Anette Nørholt, som er født og opvokset i Skærbæk. 

”Sammenholdet er helt bestemt styrket, og det vil fortsætte,” siger hun. ”Vi er så mange, der holder øje, og det er jo noget, vi er fælles om.”

Klistermærket man får til sine vinduer og døre gennem Nabohjælp

På appen Nabohjælp er der kommet over 300 brugere i Skærbæk. Da Anette Nørholt fik Nabohjælp, var de kun cirka 45 brugere. I den seneste uge er der ikke blevet meldt noget ind på appen. Kun en enkelt alarm, som bagefter blev erklæret en fejl.

”Nu er man også begyndt at snakke med de naboer og genboer, man normalt ikke har så meget at gøre med,” siger Anette Nørholt smilende.

Hun fortæller, at folk stopper hende på gaden eller i brugsen og snakker med hende, fordi de har set opslag fra hende på Skærbæks Facebookgruppe. En Facebookgruppe, som alle har været meget aktive i under indbrudsbølgen.

”Specielt ovre på de nye vænger kan jeg fornemme en god stemning og et godt sammenhold,” siger Anette Nørholt.

Sammenholdet for de mange tilflyttere bunder i en taknemmelighed over den hjælp, der har været naboerne imellem under indbrudsbølgen.

Efter ni indbrud på to uger er to tyve fra Fredericia området blevet fanget og dømt i sidste fredag.