Fredericianske skoleelever halter i forhold til landsgennemsnittet

I Fredericia Kommune gælder det for en relativ stor del af en 9. klasses årgang, at de enten ikke gennemfører en fuld afgangsprøve eller ender med et karaktergennemsnit under 02.

Skrevet af Kathrine Weinkouff Hansen, 30283@dmjx.dk

Flere udskolingselever i Fredericia Kommune ender med et gennemsnit på under 02 eller færdiggør slet ikke 9. klasses afgangsprøven. Det gælder for otte procent af drengene i kommunen. Det er dobbelt så mange som på landsplan. Det viser de nyeste tal fra Region Syddanmark i rapporten Kontur.

Statistik fra rapporten Kontur udgivet af Region Syddanmark.

Afdelingsskoleleder for udskolingen på Kirstinebjerg Skolen i Fredericia, John Agerholm, understreger, at man skal huske at opdele tingene. Hvis en elev går til afgangsprøve og ender med et karaktergennemsnit under 02, vil eleven blot ved deltagelse modtage et prøvebevis, som giver retskrav til at få en ungdomsuddannelse.

“Vi sender så mange som muligt op til prøve. Det er vores opgave at give børn de bedste muligheder for et videre afsæt ud i livet,” siger John Agerholm.

Vedrørende den problemstilling, at nogle elever slet ikke gennemfører afgangsprøverne, peger skolelederen på nogle bagvedliggende årsager:

”I forhold til dem, der ikke formår at gå til prøve, så handler det om noget socialt eller noget personligt, som fylder og udfordrer meget i deres liv.”

En ny ungeprofilundersøgelse peger på, at hver tiende elev i udskolingen i Fredericia ikke oplever at have en voksen at snakke med, når de har det svært. Dog ligger det generelle trivselsniveau i kommunen tæt på landsgennemsnittet.