Trods TikTok-kritik danser lærerne på Fredericia Gymnasium stadig på appen

Globale og nationale bekymringer for den kinesiske app TikTok får flere institutioner til at forbyde brugen. På Fredericia Gymnasiums aktive profil kan man både se elever og lærere. 

Skrevet af Rosa Marie Bjerre

Trods en udtalt bekymring for appens omfattende dataindsamling og mulige spionagerisiko, bruger Fredericia Gymnasium stadig deres profil, som styres af en kommunikationsmedarbejder. 

Flere danske kommuner, regioner og ministerier forbyder appen på ansattes telefoner efter en pressemeddelelse fra Center for Cybersikkerhed, CFCS, der kom den 1. marts i år. Danske gymnasier er selvejende institutioner, og Fredericia Gymnasium ser TikTok som en vigtig del af deres mediestrategi. 

På Fredericia Gymnasiums TikTok profil kan man finde stemningsvideoer fra fredagsbarer og en video af 5 lærere, der danser musicalugen i gang. De bruger blandt andet profilen til elev-takeovers, og det er en god platform for institutionen, mener rektor på Fredericia Gymnasium Jørgen Lassen.

Han ser ikke nogen grund til at slette profilen, så længe der ikke er et decideret forbud fra Uddannelsesministeriet. 

“Vores TikTok-profil bruges kun af skolen. Det giver ikke adgang til personlige oplysninger,” siger han og afviser bekymringen for installationen af appen på en arbejdstelefon. 

CFCS anbefaler, at alle offentlige og private institutioner genovervejer brugen af TikTok. Så selvom Fredericia Gymnasium er en selvejende institution, er anbefalingen stadig rettet mod dem. 

Den her advarsel kommer frem, hvis man prøver at besøge TikToks hjemmeside på sin computer.  Ifølge CFCSs pressemeddelelse indebærer den omfattende dataindsamling blandt andet oplysninger om lokalitet, kontakter og browserdata og adgang til mikrofon og kamera.

”Det er ikke noget, der er hemmeligt. Det er ikke noget, der ikke kan findes andre steder. Men vi skal selvfølgelig følge reglerne. Og det har vi styr på,” siger rektoren. 

Et amerikansk lovforslag muliggør et totalforbud af TikTok, og EU har forbudt appen blandt personale, skriver CNN. Efter CSFCs pressemeddelelse har Region Hovedstaden, Odense Kommune og Finansministeriet blandt andre forbudt deres ansatte arbejdsrelateret brug af appen, skriver DR i flere artikler.