Besparelser i Fredericia Kommune betyder færre penge til de unges trivsel

Fredericia Kommune har besluttet, at de skal spare penge på deres samarbejde med Headspace. 

Af Marie Gasberg

Fra 2024 vil der ikke længere være en kommunal medarbejder til stede på Headspace i Fredericia. Det oplyser Fredericia Kommune på baggrund af deres nye budget.

Den kommunale medarbejder er blandt andet ansvarlig for at unge fra Fredericia hurtigt kan komme videre fra Headspeace, hvis problemet er for stort. Medarbejderen har også samtaler med unge. 

Hvad er Headspace?

Headspace er et tilbud til unge, hvor de kan få hjælp til deres problemer. Det kan være kærestesorger, familieproblemer, misbrug, ensomhed eller en anden form for mistrivsel. Headspace i Fredericia er åben, anonym og gratis.

Headspace i Fredericia havde 59 procent flere samtaler i 2021 sammenlignet med gennemsnittet for 2020, skriver Fredericia Dagblad.

En ny undersøgelse, der er foretaget af Fredericia Kommune, skal kortlægge de unges trivsel i Fredericia. Undersøgelsen peger på, at de unge har forskellige udfordringer.

Det er blandt andet de unges søvnvaner, de unges tidsforbrug på sociale medier, samt brugen af stoffer og nikotin, der bekymrer en af byrådspolitikerne i Fredericia:

”Det er en udvikling, der påvirker børn og unges trivsel i en negativ retning. Derfor kommer vi også til at bruge den indsigt, vi har fra undersøgelsen til at målrette og kvalificere vores eksisterende og planlagte indsatser, så vi kan få vendt den udvikling,” siger Pernelle Jensen, der er formand for Unge- og Uddannelsesudvalget på Fredericias Kommunes hjemmeside.

Undersøgelsen viser også, at cirka hver tiende i 7.-9. klasse mangler en voksen at tale med, hvis de har det svært.

Den nye aftale med Headspace står i kontrast til det, Fredericia Kommune selv skriver på deres hjemmeside om det nye budget, de har vedtaget:

’’Byens børn og unge er et hovedfokus for partierne. I Fredericia VIL vi børnene og de unge – de skal have gode rammer for at vokse op og udvikle sig til hele mennesker, som lever og trives i vores fællesskab.’’