Roseanne lukker – ”men det er ikke et farvel!”

Billede taget af Anders Rønne. Butikken har været åben i 15 år.

Pluz-size tøjforretningen på Danmarksgade har trukket stikket på lokalet i Fredericia, men ejeren, Marianne Koed Enemark, håber på at vende stærkt tilbage.

Skrevet af Anders Rønne, 30251@dmjx.dk

Roseanne 42 – 56 lukker deres Fredericia lokaler. De har dog gjort en kæmpe indsats for vænne deres kunder til Live-shows og click&collect. På den måde håber de på, at de kan holde fast i deres kunder og eventuelt åbne nogle pop op-shops i perioder.

Roseanne slog dørene op 3 uger før finanskrisen i 2008, så sparsommelighed har været et centralt element fra starten af Marianne Enemarks forretningseventyr

“Jeg har pillet lamper ned, skruet ned for køleskabet, slukket for toilettet og alt andet jeg kunne finde på,” siger Marianne Enemark

Selvom det lykkedes den flittige entreprenør at overleve finanskrisen, har Coronanedlukning og inflationen presset hende til at sadle om. Stigende husleje og faldende handel har tvunget hende til at tage penge med hver dag for at holde regnskabet i det sorte.

Fredericia er presset

De adskillige kriser påvirker befolkningens indkøbsvaner Danmark over, og her er Fredericia ikke undtaget.

“Der er jo ingen der går med røven bar, men man går ikke så meget op i, om man faktisk er tilfreds og tilpas i det tøj man har,” siger Enemark.

Udfordringen er dog ikke lige så stor for deres butikker i Vejen eller Skjern. I de byer er omsætningen kommet sig flot ovenpå de diverse kriser, men butikken i Fredericia er ikke kommet lige så stærkt tilbage.

“Mit indtryk er, at Fredericia er en arbejder by. Så når kriserne rammer, er folk måske lidt mere bekymret for deres jobstatus, så de holder pengene tæt på kroppen,” siger Enemark forsigtigt.

Det stemmer overens med hvad Ida Marie Moesby, fobrugerøkonom hos Nordea, ser i tallene. Generelt set er de største forbrugsændringer i dagligvarehandel, men det får også folk til at fravælge luksusgoder som ferier, oplevelser eller designertøj.

“Er man på arbejdsmarkedet, så er der selvfølgelig en risiko for at miste sit job. Det afspejles også i de statistikker vi arbejder med, at folk frygter at miste deres arbejde lige nu, “ fortæller Ida Marie Moesby.

Dejlige Fredericia er ikke glemt

Selvom butikken i Fredericia ikke var rentabel, har Marianne Enemark stadig et håb om at komme tilbage. De er allerede ved at udvikle flere forskellige forretningsmodeller, blandt andet click&collect og pop op-shops.

“Jeg brænder for at sælge tøj til store piger, det er min fornemmeste opgave. Heldigvis har vores fantastiske kunder lovet os, at de fortsat vil handle hos os,“ fortæller Enemark.