Ensomhed præger ungdommen: “Det er meget høje tal”

En ny undersøgelse viser, at næsten halvdelen af eleverne på Fredericias ungdomsuddannelser føler sig ensomme i forskellig grad. Det er lige så mange som for et år siden, på trods af flere initiativer fra byrådet.

Af Ida Sigh Larsen

I sidste uge fik Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredricia Kommune resultaterne fra den nyeste trivselsundersøgelse om de unge i kommunen. Den viste, at knap halvdelen af de unge på ungdomsuddannelserne føler sig ensomme, hvilket betyder, at det ikke er blevet bedre siden sidste år, hvor undersøgelsen viste det samme resultat.

Statistik fra Ungeprofilundersøgelsen 2022/2023 udarbejdet af Fredericia Kommune. Billede fra Powerpoint fra Unge- og Uddannelsesudvalgsmødet d. 28/2 2023

”Det er et meget højt tal, og det er noget vi arbejder på,” fortæller formanden for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen fra Venstre.

Tidligere har man haft fokus på de muligheder, som de unge har i fritiden og de fællesskaber, der følger med. Indtil videre kan man dog ikke se en positiv ændring i statistikkerne.

Men selvom udvalget ikke har formået at mindske ensomheden blandt de unge, ligger de ikke på den lade side. De har blandt andet søsat ungeenheden for en måned siden, der skal gøre det nemmere for unge at få hjælp af kommunen. Du kan læse mere om ungeenheden her.

Samtidig håber udvalget at kunne hjælpe de unge med deres nye tiltag Trivsel+. Her forsøger kommunen at forbedre samarbejdet på tværs af afdelinger, så det bliver nemmere for de unge at få den hjælp, de har brug for.

Undersøgelsen viser også andre tendenser hos de unge. Derfor fortæller Pernelle Jensen også, at udvalget vil bruge tid på at kigge på de unges søvnrytme, gamingvaner og deres brug af stoffer, nikotin og sociale medier.