Lokal ildsjæl donerer konfirmationstøj til udsatte familier – nu er det er måske slut

Organisationen Bæredygtig Konfirmand giver gratis konfirmationstøj væk. Samtidig samarbejder de med kommunen om events med henblik på en bæredygtig konfirmation. Selvom interessen for tiltagene er stigende, er det ikke sikkert, det kan få lov at fortsætte.

Af Christoffer Løntoft Baun

Det er forår, og konfirmationsforberedelsen er ved at spidse til. Konfirmationer er en dyr fornøjelse, men det behøver det ikke at være. Organisationen ’Bæredygtig Konfirmand’ samler nemlig Fredericias aflagte konfirmationstøj ind i samarbejde med Fredericia Kommune og giver det væk gratis.

Hos kommunen er man også utrolig glad for samarbejdet, men det kan desværre være slut, eftersom Lene Ganzhorn Bøttern, som alene driver organisationen til daglig, skal flytte fra byen.

”Vi håber virkelig meget på, at der er en ildsjæl derude, der vil være med til at drive det videre. Hvis organisationen går i opløsning, skal vi i Fredericia Kommune have kigget på, hvordan vi kan skrue et koncept sammen,” fortæller Stine Lubek, som er projektkonsulent hos Fredericia Kommune.

Et nyt koncept er dog ikke at foretrække. Optimalt ser kommunen gerne, at samarbejdet kan fortsætte, som det har gjort de sidste 2 år. Også Lene håber på at konceptet kan køre videre uden hende. Hun har både forsøgt at række ud i hendes netværk og til lokale tv-kanaler. Indtil videre uden held.

Organisationen har samlet tøjet ind siden 2017, hvor organisationen startede. Ifølge Lene får syv til ti personer glæde af det gratis konfirmationstøj om året. Lene modtager kun gode tilbagemeldinger.

”Alle der kommer og besøger os og viser interesse for os, siger jo at, det er et godt initiativ,” fortæller Lene.

I samarbejde med kommunen holder de også events med inspiration til, hvordan man dækker et bord med genbrugsmaterialer. I 2022 var der 35 tilmeldinger til eventet, men ifølge Stine Lubek, som er projektkonsulent hos Fredericia Kommune, var der endnu flere deltagere i år.

”I år var det kun anden gang, at vi holdt arrangementet. Vi ændrede en lille smule på konceptet, men vi havde klart flere deltagere i år, end vi havde sidste år,” fortæller Stine.

Konfirmationstøjet hænger i Fredericia Genbrugscenter på Nordre Kobbelsvej, som har et tæt samarbejde med organisationen og kommunen.