Kvindernes Internationale Kampdag: Hanne holder aldrig op

Kvindernes Internationale Kampdag fejres i dag verden over for at anerkende kvinders bedrifter.  Mød Hanne Lumby, en af de mange kvinder, der gør en forskel i Fredericia. Hun har hele livet engageret sig i byen og dets foreningsliv, både som frivillig og tidligere byrådsmedlem. 

Af Rosa Marie Bjerre, 30295@dmjx.dk

Hanne Lumby er vaskeægte fredericianer. Hun er født og opvokset indenfor byens volde og har altid interesseret sig for byen og byens borgere. Når hun bliver spurgt, hvor gammel hun er, griner hun og siger, at det har hun glemt. Men gammel nok til at have en bankuddannelse, have været lokalpolitiker i 12 år og engageret frivillig i flere organisationer blandt andet mange år i Kræftens Bekæmpelse og nu i Mødrehjælpen på Vendersgade i Fredericia by. 

Hanne Lumby er en aktiv dame, og sådan skal det være, hvis livet skal blive ved med at være givende og sjovt, mener hun. 

“Det ville være så trist, hvis der på min gravsten kom til at stå: ‘Hun holdt sit hjem smukt’,” fortæller hun med et smil. 

Som tidligere byrådsmedlem og formand for Socialudvalget kender Hanne Lumby Fredericias styrker og svagheder. Det driver hende til fortsat at gøre noget for byen. 

“Jeg vidste, at der var brug for mødrehjælpen i vores by. Det opdagede jeg som politiker. Jeg var chokeret over, så mange mennesker, der havde brug for hjælp,” fortæller hun. 

I det gule hus på Vendersgade bor Mødrehjælpen og de cirka 40 frivillige. Det har de gjort i tre år.

Det er sammenholdet og det at gøre en forskel, der altid har drevet Hanne Lumby. Det er det, der gør, at hun bliver ved med at involvere sig i Fredericia, selv efter hun har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Udover at stå i butikken og sælge det donerede tøj, står hun for at arrangere aktiviteter. De holder adventsfester til jul, udflugter i sommerferien og ture i biografen eller zoologisk have. Arrangementerne er gratis og til for at lette hverdagen for dem, der nu måtte have brug for det. 

“Man får så mange oplevelser, når man involverer sig,” siger Hanne Lumby.