Fredericia Kommune sender værnemidler til Ukraine

Fredericia Kommune sender overskuddet af værnemidler fra coronaepidemien til Ukraine. Byrådspolitiker Turan Savas (A) har været med til at arrangere leverancerne.

Af Cecilie Aagaard Hansen

Fredericia Kommune har besluttet at sende værnemidler til Ukraine. Værnemidlerne har hidtil været opbevaret i kommunens lagre fra coronaepidemien. Det er blandt andet handsker, kitler og beskyttelsesbriller, der bliver sendt.

Beslutningen er taget på baggrund af en forespørgsel om at få tømt kommunens lagre, siden der ikke længere er behov for midlerne i Danmark.

Turan Savas, som sidder i Fredericia byråd for Socialdemokratiet, har tidligere arbejdet med koordinering og udlevering af værnemidler under coronaepidemien. Som koordinator for ukrainske flygtninge i Fredericia Kommune har han været med til at istandsætte aftalen om udlevering af værnemidler til Ukraine. Der er ifølge byrådspolitikeren ingen tvivl om, at ukrainerne var meget begejstrede for tilbuddet.

”De sagde ja med det samme. Derefter begyndte vi at finde ud af, hvordan vi skulle få det transporteret,” fortæller han.

Forsendelserne bliver pakket og sendt afsted af frivillige, heriblandt også ukrainere. Turan Savas fortæller, at cirka 12-14 paller på nuværende tidspunkt er sendt afsted.

Udover kommunens leverancer, modtager ukrainerne også frivillige donationer fra danskere. Donationerne bliver afleveret på private adresser og bliver efterfølgende sendt til Ukraine.